UL fiskeri i Put & Take

UL fiskeri i Put & TakeUL fiskeri er yderst populært til Put & Take. UL fiskeri betyder ultra light fishing, og dækker over fiskeri med ultra-let fiskegrej, hvor du fisker med småt endeagn. I denne guide kan du se hvordan du kommer i gang med UL.

Fiskeri med Ultra Light fiskegrej er blevet meget populært de senere år. Og med god grund. Det giver en meget bedre kontakt med fiskene, hvor du virkeligt kan fighte Put & Take søens ørreder. Selv små fisk fanget på let grej, føles langt større end de er. UL fiskeri er også meget mobilt fiskeri, hvor du er bevægelig, opsøger fiskene og pürscher dem.

I denne guide tager vi et kig på, hvad UL fiskeri er for en størrelse, hvordan du kommer i gang med UL, og hvilket grej du kan bruge til UL fiskeriet.

Indhold:

Hvad er UL fiskeri?

UL fiskeri, eller Ultra Light fiskeri, er en betegnelse for fiskeri med meget let grej. Både fiskestang, hjul, line og endegrej skal være i den helt lille ende.

Der er ikke en fast defineret vægt og længde på UL fiskegrej. Men som tommelfingerregel kan man sige, at jo lavere den samlede vægt på  udstyret er, jo mere holder man sig inden for begrebet UL fiskeri.

UL fiskeri i Put & Take vil typisk være med en kort fiskestang med en kastevægt på 0-7 gram. Dertil et lille hjul i størrelse 500-1500, samt en tynd fiskeline på. Og så vil endegrejet også være i den helt lette ende, hvad enten det så er blink, spinner, gennemløber, gummidyr eller bait man fisker med.

UL fiskegrej

Til UL fiskeriet skal du bruge helt let fiskegrej. Ofte en kort og let stang, et lille hjul, en tynd line og et lille endeagn. Her tager vi et kig på vores anbefalinger til Ultra Light fiskegrej.

UL fiskestang
Til det ultralette fiskeri, vil du typisk bruge en kort fiskestang. Kig på en UL stang på 5-7 fod. Det er en fin lille let stang, som kan håndtere ørrederne i Put & Take-søen. Stangen skal have en fod fleksibilitet, så den kan tåle at krølle helt sammen, når du får en god fisk på krogen.

Stangens kastevægt (CW) skal også være beregnet til let grej. Vælg en stang med en kastevægt op til max. 7 gram. Kommer du højere op, vil du nok ikke kunne kalde det UL. Igen, der er ikke faste rammer for hvad der kaldes UL.

UL spinnestænger fås med forskellig aktion. Typisk er de inddelt i 3 kategorier. Fast Action / Topaktion, hvor UL stangen har rygrad hele vejen op. Medium action, hvor spidsen er blød og rygraden kommer længere ned ad stangen. Og så er der de bløde stænger med helaktion, der nærmest er uden rygrad, og kan krølle helt sammen under fighten. Hvad der er bedst, er meget individuelt. De bløde eller semibløde spinnestænger, giver den sjoveste fight.

Vigtigt er det dog at vælge en UL fiskestang i fod kvalitet, så den kan holde til at fighte Put & Take søens ørreder.

UL fiskestang aktion

Fiskehjul til UL fiskeri
Til UL fiskeriet skal du bruge et mindre fiskehjul. Typisk skal du se efter et hjul i størrelse 500-1500. Max. 2000. Vælg et letvægts hjul, så du holder din samlede grejvægt, så lavt som muligt.

Bremsen på de mindste hjul er typisk ikke de bedste. Så ved at gå lidt op i størrelse, vil du ofte få en bedre bremse.

Anbefalingen herfra er et hjul i mellemstørrelse.

Tynd fiskeline
Til dit UL setup skal du bruge en tynd fiskeline. Jo tyndere, jo bedre. En tynd line vil gøre at du kan kaste længere, men øger samtidigt også risikoen for at din line knækker. Det er en balancegang, og kræver lidt øvelse, da du helst skal være komfortabel med brug af fiskehjulet bremse.

Som begynder ud i UL fiskeriet, kan det derfor være en god idé at starte med en line der ikke er i den helt tynde ende. Vi anbefaler at du bruger en fletline til UL fiskehjulet. Fletlinen har en højere brudstyrke og giver en god kontakt til agnen (og fisken), da den ikke er elastisk.

Du kan gå helt ned i en tykkelse på 0,05 mm. Men prøv evt. at starte med 0,10 mm fletline.

Forfang
Til forfang kan du bruge fluorocarbon. Fluorocarbon har den store fordel, at det er næsten usynligt under vand.

Forfangets tykkelse skal typisk være større end fiskelinen. Gå eventuelt op i en størrelse 0,20 mm. Det passer godt o de fleste situationer.

Brug 70-100 cm forfang på din UL opsætning. Så er du godt dækket ind.

Sæt eventuelt en 3-delt svirvel mellem line og forfang. Så vil roterende agn ikke påvirke din hovedline så meget.

Du kan binde dit endeagn direkte på forfanget, eller sætte en lille hægte på. En lille hægte, gør det nemt og hurtigt at skifte endegrej.

Endegrej til UL fiskeri
Til UL fiskeri kan du bruge mange slags endegrej. Bare de er lette. Og ikke højere end stangens kastevægt. Prøv at fiske med endegrej på op til 5 gram.

De klassiske agn til UL fiskeri er små lette blink, spinnere, spoons og gennemløbere. Gummidyr vinder større indpas, og kan også sagtens bruges til UL. PowerBait kan også sagtens bruges på dit UL setup.

Polaroid fiskebriller
Det kan klart anbefales at du bruger polaroid briller undr dit fiskeri. Det gør det meget nemmere at pürsche fiskene. Altså spotte fiskene i vandet, og fiske direkte til disse.

Fiskene er nemmere at se, og du kan lettere se hvordan de reagerer på den endeagn, som du præsenterer for dem.

Pas på fiskene!

Når du vælger dit UL fiskeudstyr, skal du skalere lidt i forhold til, hvilke arter du fisker efter. Nu er det typisk ørreder i Put & Take, og ovenstående er anbefalet til disse. Men UL fiskeri kan også være efter eksempelvis stør. Her skal du have for øje, at du ikke kan bruge samme udstyr. Grejet skal skaleres, så det kan holde til fiskens størrelse og styrke.

Ultra Light fiskeri må ikke få ud over fiskene. De skal ikke svømme rundt med sprængte forfang i munden, fordi man bruge for let grej. Der skal være mening med galskaben, og du skal derfor kunne arbejde sammen med bremsen, så din line ikke knækker.

UL giver nogle længere fights med fiskene, som dermed bliver mere trætte, med fare for at gå til. Det helt lette grej egner sig derfor mest til fisk du må tage med hjem. Ikke catch and release.

Af samme årsag har mange stør-søer sat krav til, hvor let grej du må anvende til netop størfiskeri.

Sådan fisker du med UL i Put & Take

Der findes mange måder at fiske UL på i Put & Take. Herunder gennemgår vi nogle af de mest udbredte UL fiskemetoder.

UL fiskeri med spoons og mikroblink
Ultra Light fiskeriet er skabt til at fiske med spoons. Spoons er små agn, mikroblink, der kan fiskes langsomt gennem vandet.

Der findes utroligt mange slags spoons på markedet. Du er nød til at prøve dig lidt frem, hvad der fungerer bedst for dig. Rådet herfra er at du opgraderer din grejæske med lidt forskellige slags spoons. Både i forskellig facon og farve. Som tommelfingerregel vil de lidt bredere spoons rotere mere i vandet, og kunne fiskes langsommere. De slankere spoons har typisk en hurtigere gang i vandet og kan kastes længere.

UL fiskeri med spoons er rimeligt simpelt. Kast ud og træk ind. Du kan enten gøre det i blinde, og på den måde affiske et område. Eller du kan kaste til fisk du spotter. Det sidste er klart det sjoveste, og giver dig også mulighed for st se, hvordan fiskene reagerer på dit endeagn.

Ved blindfiskeri kan du affiske et område ved at kaste ud i en vifteform. Dybden kan affiskes ved at du starter med at spinne ind, lige efter at din spoon er landet i vandet. Næste kast venter du et sekund før indspinning. Næste kast to sekunder o.s.v. Mærker du aktivitet her, har du måske fundet den rette fiskedybde på dagen.

Ved pürsch-fiskeri, kaster du ud til fisk du spotter. Kast gerne ud, så din spoon synker ned foran fisken. Så starter du indspinningen, når mikro blinket er tæt ved fisken. Du kan også kaste lidt forbi fisken, så du kan trække din spoon trækkes skråt forbi fiskens svømmebane.

UL fiskeri med spoon og mikroblink

UL fiskeri med gummidyr
Gummi fiskeri på UL grej, kan være vanvittigt effektiv i Put & Take søer. Din UL stang skal gerne have en blød stangspids, så du bedre kan få liv i din gummiagn.

Sæt din gummiagn fast på en god skarp krog. Det sikrer dig et bedre kroghold i den bløde gummi. Afhængigt af dybden du vil fiske i, kan du eventuelt belaste dit gummidyr med en tungsten på fiskekrogen. Brug eventuelt specialkroge til gummifiskeri. De fås både med og uden belastning.

Hvordan du fisker gummiagnen, afhænger af typen. De flest gummidyr skal have en livlig gang i vandet. Du skal derfor jigge agnen ind. Altså fiske ind i små ryk. Det giver dit gummidyr mere bevægelse og en livlig gang i vandet.

Variation kan være en vigtig parameter. Prøv dig lidt frem med hastighed, små ryk, pauser, spinstop osv. Test gerne forskellige typer gummiagn af. Forskellige farvekombinationer, former og dufte kan betyde meget. Nogle dage virker noget bare bedre end andet. Prøv dig frem, til du rammer det fiskene gerne vil have på dagen.

Se vores store guide til gummifiskeri i Put & Take.

UL fiskeri med gummidyr

UL fiskeri med mikro bombarda eller glas bombarda
Bombardafiskeri kan også fiskes på Ultra Light fiskestænger. Ligesom som alt andet er skaleret ned, er bombardaflåddene også gjort lette. Bombarda kan fiskes UL med mikro bombarda, glas bombarda, ghost tubes og meget mere. Små letvægts flåd og belastninger, der giver dig nogle flere muligheder ud i UL fiskeriet.

De små flåd giver dig lidt samme muligheder som almindelige (store) bombardaflåd. Du kan kaste længere. Eller de kan fungere som belastning, så du kan fiske dybere. Det samme inden for UL. Her kan du montere en bombarda før en lille spoon, gummidyr, mikroblink, Powerbait eller andet, og på den måde fiske disse dybere eller længere ude.

Mikro bombardaflåd fåes i mange udgaver. Flydende, synkende og intermediate. Intermediate bombardaer giver mulighed for at fiske i bestemte dybder, mens den synkende lægger sig helt ned på bunden. Det giver masser sf mulighed for at præsentere dine mikroagn, for fisk der står dybt i vandsøjlen.

Glas bombarda og ghost tunes fungerer på samme måde. De synker ned i vandet, så du lettere kan præsentere dine agn dybt i vandet. Ved fiskeri med glasbombarda kan du nøjes med 0,5 – 2 meter forfang. Alt afhængigt af hvor lille glasflåd du fisker med.

Har du set vores store guide til bombardafiskeri?

UL fiskeri med mikrobombarda

Tips til dit UL fiskeri

  1. En tynd fletline og forfang giver flere fisk.
  2. Vælg en fiskestang med en kvalitets klinge. Den holder bedre.
  3. Vælg et fiskehjul i mellemstørrelse. Så får du længere kast og en bedre bremse.
  4. Brug polaroid briller. Så kan du nemmere spotte fiskene i søen.
  5. Brug altid et fiskenet til at lande fisken.

(3,00 - 3 stemmer)
Loading...
0 kommentar
0

Related Posts

Skriv en kommentar

Se vores debatregler