Fiskeri med gummidyr efter bombardaflåd, kan være vanvittigt effektivt i Put & Take-søer. Og så giver bombardaen dig mulighed for, at få det lette gummidyr længere ud i søen. Her får du en guide til bombardafiskeri med gummidyr.
Gummidyr kan fiskes på mange måder. Oftest fiskes det på let fiskegrej, men du kan sagtens fiske gummidyr efter et bombardaflåd. Også på din normale bombardastang.
Den helt store fordel med bombardafiskeriet, er at du kan komme meget længere ud i søen, end hvis du fisker med UL eller let spinnegrej. Det giver dig nogle muligheder for, at præsentere dine gummidyr for fisk, som du ikke vil kunne nå med dit UL grej.
Bombardafiskeri kan også være lidt nemmere for børn og begyndere.
Sådan rigger du bombardastangen til gummifiskeri
Det setup du skal bruge er det samme, som til de fleste andre agn efter bombarda.
Bombardaflåddet monteres direkte på din hovedline, så det kan glide frit på denne. Brug dit favoritflåd her. Eks. 15-20 gram flydende bombarda. Efter flåddet kan du sætte en bombardastick. Den gør det lidt nemmere at styre forfanget, så risikoen for kludder mindskes. Herefter skal du sætte en lille gummiperle til at beskytte din knude, som du binder på en svirvel. Brug gerne en trepunktssvirvel. Evt. med hægte på.
Dit forfang skal bestå af cirka 2-3 meter fluorocarbon. Som tommelfingerregel skal længden være cirka din stanglængde. Hvis du laver det længere end stangens længde, bliver det sværere at styre.
For enden af forfanget monterer du din fiskekrog. Til gummifiskeri skal du bruge en enkeltkrog, evt. en baitholder krog, som holder dit gummidyr godt fast på krogen. Din krog kan enten bindes direkte på forfanget, eller med en lille hægte. Bruger du en lille hægte, kan du nemmere skifte agn senere.
Belastning af forfanget og gummidyret kan klares på flere måder. Vil du gerne lidt ned i vandet, eller helt ned til bunden, kan du enten bruge jighoved eller tungsten til dine gummidyr. Du kan også bruge samme metode, som bombardafiskeri med Powerbait, hvor du sæter et par splithagl på linen omkring 30 cm fra krogen. Jo tungere splithagl, jo hurtigere kommer du ned i dybden. Begge dele fungerer glimrende.
Sådan fisker du gummidyr efter bombarda
Gummidyr kan fiskes på præcist samme både, som du eksempelvis vil fiske PowerBait efter bombarda.
Langsom indspinning, eventuelt med enkelte spinstop undervejs. Prøv dig lidt frem. Først med kontinuerlig indspinning. Og så eventuelt krydret med et spinstop i ny og næ.
Agnen kan også spinnes ind med mange små spinstop, ryk, jigs, så du får en mere livlig gang i vandet. Det er dog lige knapt så nemt på en normal bombardastang. Det er lettere på en mere let og bøjelig UL stang, hvor du har mere kontakt til gummidyret. Se vores store guide til gummifiskeri.
Du kan bruge de fleste slags gummidyr til bombardafiskeriet: BaitLab, Flexibait, softbaits og hvad de nu ellers hedder.
Bombarda kan også være særdeles effektiv med eksempelvis honeyworms. Sæt 2 på din krog, så de danner et L. Så får du en meget livlig gang i vandet, der kan pirre fiskenes nysgerrighed.
Se også vores store guide til bombardafiskeri.