Materialer til fluebinding kan være en dyr fornøjelse. Men mindre kan også gøre det. For der findes en række glimrende alternative fluebindingsmaterialer, som sagtens kan bruges. Se mere herunder.
Man kan hurtigt købe sig fattig i “rigtige” fluebindingsmaterialer i grejbutikken. Skal man have lidt forskellige øjne, fjer, dubbing m.v., får man hurtigt brugt nogle penge.
Men er det overhovedet nødvendigt at bruge en formue på materialer?
Vi kommet her med bud på nogle alternative fluebindingsmaterialer, som måske endda også er lidt billigere, så du kan få mere grej for pengene.
Find selv fluebindingsmaterialer i naturen
Naturen bugner med ting, som du kan bruge til at binde fluer med. Det er bare med at komme ud og finde dem. Eller samle dem op når du alligevel er på tur i naturen.
Fuglefjer
Fugle taber jævnlig fjer. Og disse kan du sagtens bruge til fluebinding. Du kan være heldig at finde flotte fasanfjer, eller smukke fjer fra husskade, skovskade og lignende.
Duefjer og fjer fra solsort kan også være gode.
Og så kan de små dun være rigtigt gode. Har du en fuglekasse i haven, skal du holde øje når fugleungene vokser op. Ofte kan du finde de små dun tæt ved redekassen.
Har du brug for flere farver, kan du prøve at male dem. Eksempelvis med batikfarve.
Hår fra dit kæledyr
Katte- og hundeejere ved om nogen, hvor meget kæledyr kan fælde. Og pels er rigtigt godt til fluebinding. Specielt langhårede katte- og hunderacer er faste producenter af pelsen, du kan bruge. Så giv hunden en god børstetur, så har du masser af brugbar pels.
Døde dyr
Finder du et dødt dyr, kan der måske også være materialer til fluebinding der. Et egern eller en død ræv i vejsiden, har masser af god pels, som kan bruges. Specielt halepelsen er længere hår, som er brugbare til at binde fluer med.
Bindematerialer
Vil du gå fuldt natur, kan du bruge fibre i brændenælder som tråd. Det er et solidt materiale, som sagtens kan testes af på fluerne.
Køb materialer til fluebinding i hobbybutik
Hobbybutikker sælger ikke direkte fluebindingsmaterialer. Men har en masse af de samme materialer, bare til hobbybrug.
Men da det ofte er de samme slags ting, kan det være værd at købe her, da det tit er billigere end i grejbutikken.
Nogle af de ting du kan bruge er:
- Mosgummi – til skumfluer
- Tyl – til vinger o.l.
- Glimmertråd – til flash effekt
- Filt – kan bruges til dubbing
- Merino uld i mange farver
- Chenille (piberensere)
- Akrylgarn
- Bindeartikler som metaltråd
- Bamsefyld
- Perler – til øjne
- og meget mere
Hobbybutikker har typisk også lim, som du kan bruge til dine fluer.
Køb hobbyartikler til fluebinding her.
Gør et godt kup i supermarkedet
Når du handler dagligvarer i supermarkedet, kan du slå et smut forbi de her rodekasser, som du finder hos bl.a. Netto, Bilka og Rema 1000.
Her kan du være heldig at finde ting, som du kan bruge til fluebinding.
Det kan være billige hobbymaterialer, en fastelavnsparyk med glimmer hår, julepynt eller noget helt fjerde.
Det er bare med at tænke lidt kreativt. Så er der masser af mulige alternativer til det normale fluebindingsmateriale.