Fisketips

Spinnefiskeri i Put and Take

En af de effektive måder at fiske efter ørreder på i en Put and Take sø, er at fiske med spinner. Og det er en glimrende metode at tage med til søen, så du kan afveksle fiskeriet. Nogen dage virker PowerBait måske bare ikke, så kan det være at spinnere virker i stedet.

Alle kan dyrke spinnefiskeri, og det kan være en glimrende måde at komme i gang med fiskeri på.

Men hvad er spinnere og hvordan skal du fiske med spinner? Det vil vi se nærmere på i denne artikel.

Sort spinner med gule pletter

Hvad er en spinner?

Spinnere er små blink, som snurrer rundt om sig selv, og giver en lokkende gang i vandet. Noget fiskene ofte ikke kan stå for. Spinneren trækkes gennem vandet, og vil derved få sin roterende bevægelse. Det kan både imitere ørredernes naturlige føde, eller en skadet eller syg fødefisk, men også irritere dem og gøre dem nysgerrige, så de bliver provokeret til hug.

Under indspinningen udsender spinneren trykbølger som fiskene opfanger, og derved blive interesserede i at se hvad det nu er for noget.

Hvilken slags spinner skal jeg købe?

Der findes nærmest lige så mange farvekombinationer på markedet, som du kan forestille dig. Og lur mig om ikke de fleste kan fange fisk. Men ligesom det kan være en god ide med flere farver PowerBait, så kan de også være en god ide at medbringe flere spinnere i forskellige farver til søen.

Derved kan du bedre prøve dig lidt frem, og se hvilken farve der er mest effektiv den pågældende dag. Der er nemlig flere faktorer der kan spille ind, blandt andet temperatur, årstid og vandets sigtbarhed.

Ved lav sigtbarhed, kan de være fordel med spinnere med kraftige farver. Mens der i klart vand, kan være større held med en lysere eller blank spinner.

De spinnere jeg har taget flest ørreder på er en helt blank spinner med røde prikker, og så den klassiske regnbuefarvede spinner, som er en god allround spinner til fiskesøen.

Spinnerens størrelse

Størrelsen på spinneren har også en betydning ved spinnefiskeri. Tommelfingerreglen er at jo større spinner du sætter på, jo større fisk kan du også fange. Men mere betydning er det nok at du med en større spinner, kan kaste længere ud, hvor det med en helt lille spinner, kan være sværere at få længde på kastet.

Ofte vil du dog sagtens kunne fiske tæt på land, så du behøver ikke kunne kaste 30 meter, for at kunne fiske med spinnere i Put and Take.

Jeg fisker selv typisk med en spinner i størrelse 2 eller 3. Men det er smag og behag, hvad man lige er mest til. De størrelser er dog typisk gode til den størrelse fisk, som findes i en Put and Take.


Spinnefiskestang eller almindelig fiskestang?

En god fiskestang til spinnefiskeri i Put and Take, er en lidt mindre stang end til fiskeri, hvor der skal kastes langt, eller med lange forfang. En fiskestang på 7/8 fod er god til spinnefiskeri, da den er let at håndtere, og let at kaste præcist med.

Er du til meget let fiskeri, kan du gå længere ned i størrelse, men 7/8 fod er nok passende for de fleste.

På markedet findes fiskestænger i alle prisklasser, og det samme gælder for stænger til spinnefiskeri. Du kan godt få en fremragende stang til flere tusinde kroner, men omvendt kan du også sagtens få en god fiskestang til under 500,- der fanger fisk. Prisniveauet vil jeg lade være op til dig selv at afhøre. Jeg bruger selv en stang til 500,- og den har jeg fanget fint med fisk på.

Fiskeline og fiskehjul til spinnefiskeri

Selve forfanget eller fiskelinen du bruger til spinnefiskeri i Put and Take, bør være mellem 0,20 og 0,30 mm. Brug en monofil nylonline eller en mere gennemsigtig Fluorocarbon line.

Til spinnefiskeri vil jeg anbefale et fastspolehjul til fiskestangen.


Montering af spinneren

Selve klargøringen af fiskestangen er rimeligt simpel til spinnefiskeri. Spinneren vil gerne sno linen, så det er smartest at sætte en svirvel fast på linen. Den kan du binde med din normale favorit fiskeknude.

Når først svirvel er sat på, kan du nemt sætte en spinner på. Den sættes bare fast i den anden ende af spinnere. Svirvlen gør det desuden lynhurtigt at skifte spinner, hvis du ikke har held med den spinner du bruger.

Sådan fisker du med spinner

Nu er du ved at være klar til at fiske, og princippet er forholdsvist simpelt. Kast ud og spin derefter linen ind. Det er dog en smule mere avanceret end som så, for du skal fiske der hvor der er fisk. Så du skal starte med at finde ud af hvor fiskene står. Står de højt i vandet, skal du starte med at spinne ind, næsten i det øjeblik, hvor spinneren rammer vandoverfladen. Fiske du dybere, skal du lade spinneren synke lidt ned i vandet, før du begynder at spinne ind.

Fisker du ved bunden, skal du lade spinneren synke ned til bunden, før du begynder at spinne ind. Du vil typisk kunne mærke i stangen, når spinneren rammer bunden. Et fif til bundfiskeri med spinner er tællemetoden, hvor du tæller straks efter at spinneren har ramt vandets overflade. 1-2-3-4-5-6 … ind til spinneren rammer bunden. Spin herefter ind. Næste gang ved du så at du kan starte indspinningen et nummer før det du endte med sidst. Skifter du placering ved søen, er du dog nød til at gentage samme øvelse flere gange.

Som tommelfingerregel skal du fra ca. april til og med november fiske lidt højere i vandet, da fiskene her jager føden højere. I vintermånederne opholder fiskene sig dybere i vandet, og her skal du så ofte fiske noget dybere med spinneren.

Indspinningen

Der er flere måder du kan spinne ind på. Du må prøve dig lidt frem, og se hvilken måde der fungere bedst for dig. Den normale fremgangsmåde er at spinne langsomt ind, med en jævn hastighed. Derved trækkes spinneren gennem vandet, og roterer om sig selv.

Metoden kan “krydres” lidt ved at du eks. Hver 4-5 omgange, tager et par ekstra hurtige ture på hjulet, og derefter tilbage til samme hastighed som før. På den måde kan du prøve at lokke fiskene til a bide på.

Du kan også prøve at lave et par stop undervejs, så spinneren synker lidt, hvorefter du så spinner videre igen. Igen en måde at lave en lidt mere lokkende gang for agnen.

En fjerde måde at spinnefiske på er at konstant skifte indspinningshastighed. Langsomt, hurtigt, jævnt, hurtigt, langsomt osv. Spinneren vil så få en helt anderledes måde at gå på i vandet. Noget der kan være effektivt nogen gange.

Du kan også overveje at prøve at fiske helt på bunden, og “bumpe” spinneren hen over bunden. Lad spinneren ramme bunden, og tag derefter 4-5 hurtige omgange på hjulet, lad den ramme bunden igen, osv. Det kan pirre fiskenes nysgerrighed, men kræver dog også at der ikke alt for mange planter og grøde på bunden. Bliver du ved med at trække et læs vandplanter op hver gang, dur den metode nok ikke.

Spinnefiskeri med andre typer agn

Selvom spinnefiskeri jo traditionelt er med spinner på, kan du faktisk godt spinnefiske med andre typer agn. Metoden varierer i forhold til med spinner, men princippet er det samme. Kast ud og spin ind.

Blink
Du kan godt spinnefiske med blink i en Put and Take sø. Her skal du dog typisk fiske hurtigere, da blink ofte er tungere end spinnere. Spin derfor hurtigere ind, så blinket ikke når helt ned på bunden. Blink kan oftest kastes længere end en spinner, og det kan være en måde at nå længere ud i søen på ned med spinneren.

Jig
Du kan også prøve at montere en jig, og spinnefiske med denne. Du lader jiggen gå ned på bunden, og bumper den hen over bunden ved at spinne ind, lade den synke, spinne ind, synke osv. Her gælder det om at bunden er rimeligt fri for planter og grøde.

Wobler
En wobler har en helt bestemt gang i vandet, hvor den nærmest vrikker sig gennem vandet, når den spinnes ind. Deraf også navnet. Wobleren spinnes langsomt ind, efter at den har fået lov til at synke lidt. På samme måde som en jig, kan wobleren også bruges helt nede på bunden, hvis der ikke er for meget grøde og planter.

Bobleflåd med flue
Spinnefiskeri med flue kan også være effektivt. Her fisker du med en flue for enden af et forfang på et par meter. Herefter kommer der et bobleflåd, som gør at du kan kaste fluen laaaangt ud. Når fluen er præsenteret, spinner du 4-5 meter ind, stopper ca. 30 sek., spinner 4-5 ind igen osv. Du kan læse mere om fiskeri med bobleflåd med flue her.

PowerBait
Spinnefiskeri med PowerBait er super effektivt i Put & Take. Normalt vil det dog være mest effektivt, hvis du bruger eks. bobleflåd eller bombardaflåd, så du kan få PowerBait’en længere ud i søen.
Læs mere om spinnefiskeri med PowerBait her.
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (6 votes cast)
Spinnefiskeri i Put and Take, 5.0 out of 5 based on 6 ratings

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

(Debatregler
Ved indsendelse af kommentarer, bruges disse udelukkende på denne hjemmeside. E-mailadressen bruges udelukkende til registrering af kommentaren. Oplysninger videregives ikke til tredjepart, og bruges ikke til markedsføring.)

*